Frieri i lufthavn

Onsdag d. 13. august var jeg en tur forbi Kastrup Lufthavn. Fatih, aftenens store hovedperson, havde en overraskelse til Canan, aftenens anden store hovedperson, som netop denne aften ville vende hjem fra ferie. Fatih havde nemlig planlagt at fri til Canan ved modtagelsen og netop den overraskelse skulle have hele armen.

FatihCanan01

Fatih havde dage forinden snakket med lufthavnen, som var friske på initiativet og han fik lov til at gøre et særligt nummer ud af det, mens jeg var blevet kaldt for, at dokumentere frieriet. Vi skulle mødes kl. 21:30 og ca. kl. 20:30 ringer telefonen mens jeg var på vej mod lufthavnen: “flyet er forsinket 1½ time” lød det. Jeg gad ikke vende om og fik i stedet lejlighed til, at fotografere under forberedelserne, som forløb rigtigt hyggeligt. Jeg mødte op på Starbucks i Terminal 3, hvor nogle venner og familie var samledes og var ved at fylde helium i de sidste balloner, mens de sidste skilte med “SIG JA!” også blev lavet. En enkel rebel følte dog det var mere passende med et “SIG NEJ” skilt. Tihi.

Som tiden gik blev stemningen mere og mere anspændt, også hos os andre. Hvordan mon Canan reagerer syntes alle at tænke men folk var nu alligevel meget gode til, at holde fast i det positive og sjove. Flere venner og familie begyndte at dukke op og det var nu også snart tid til, at få koordineret det allersidste, som også var det allervigtigste – selve modtagelsen, eller frieriet om man vil. Det var nok meget godt, at Fatih havde en masse at se til frem for, at stå stille og risikere at lade nerverne overtage, og selvom han påstod andet og spillede cool, var han da noget påvirket af situationen. Det kan en fotograf som jeg altså godt se. Personalet i lufthavnen var yderst behjælpelige og Fatih fik nogle sikkerhedsvagter til, at hjælpe med at omdirigere trafikken med de ankomne, så han kunne få noget plads for sig selv og Canan, lige udenfor dørene. Vennerne pyntede op med balloner og “SIG JA!” skilte blev delt ud til selv fremmede som gad deltage – dvs. personer som var til stede af andre årsager, og der var en masse heriblandt som var friske og vildt begejstrede for ideen. I midten af det hele blev der lavet et hjerte af rosenblade, og det var her Fatih skulle fri til Canan.

Pludseligt var kl. 23:30 og det var lige ved at være tid til modtagelse – spændingen var nu på sit højeste. Folk begyndte at stille sig til rette og vi ventede alle spændt og utålmodigt på, at Canan skulle dukke frem. Der gik ikke længe før det begynder at lyde “der er hun!”. En romantisk sang bliver spillet og jeg gik i rendyrket fotograf tilstand idet, det var netop dette øjeblik mit arbejde handlede om. Jeg havde i forvejen lavet en bunke tests og vidste det ville blive udfordrende og koncentrerede mig derfor ekstra meget. Jeg så frieriet fra den tekniske side, med lys, komposition og fokus samt eventuelle hindringer som mine primære bekymringsområder. Alt gik voldsomt hurtigt og ligeså pludseligt som det startede, var det så også overstået. Ikke forbavsende var Canan meget overrasket og berørt. Fatih bevarede roen, fik ført Canan ind til midten af hjertet lavet af rosenbladene og fik friet til hende, og Canan kvitterede med et ja. Der var stor jubel.

Folk fløjtede, klappede og viftede løs med skiltene og stemningen var super. Canan var stadig målløs i noget tid og jeg må erkende også jeg skulle bruge noget tid på, at falde ned igen. Jeg kan slet ikke forholde mig til hverken hvordan hun eller Fatih måtte have haft det, men tror gerne på det måtte have været en oplevelse for livet. Aftenen blev rundet af med nogle gruppe og par billeder og der blev ellers snakket meget om hvad der overhovedet lige var sket og hvor fedt, anderledes og romantisk det var, før vi så trillede hjemad.

Som fotograf vidste jeg fra start dette ville være en opgave med et hav af udfordringer. Lyset var mildest talt ikke begejstrende, snarer tværtimod og så var den største ukendte faktor og potentielt det mest udfordrende ellers Canan, som af gode grunde intet vidste om Fatih’s planer. Hvis hun stillede sig bare en smule forkert, kunne det vanskeliggøre, hvis ikke umuliggøre mit arbejde. Jeg gav Fatih nogle tips velvidende om, at han ville have andet i hovedet og prøvede ellers at forberede mig mentalt ved at gennemgå forskellige scenarier, så jeg kunne handle på mest passende vis og gøre det hurtigt. Det gik hurtigt men det gik også ganske fint for mig og jeg er meget beæret over, at blive valgt til at skulle dække en sådan særlig og romantisk begivenhed. Jeg har ikke oplevet lignende før, hverken som fotograf eller som privatperson og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg kommer til det igen. Det bliver i hvert fald nok ikke lige foreløbigt.

Et kæmpe tillykke til Fatih og Canan, og hatten af for Fatih, som med sit romantiske hjerte har givet mange folk noget at snakke om og lade sig blive inspireret af, i meget lang tid. Denne dag bliver ikke glemt og stemninger og følelser som ved denne dag understreger også hvorfor jeg elsker mit arbejde.

– Fotograf Zafar Iqbal

FatihCanan02FatihCanan03FatihCanan04FatihCanan05FatihCanan06FatihCanan07FatihCanan08FatihCanan09FatihCanan10

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive oplyst.