I Pakistan efter 24 år

I 2014 var mine forældre i Pakistan, da min far var oppe en nat, og faldt om pga. en hjerneblødning. Han lå bevidstløs i 1½ time før min mor, som stod op for at bede dagens første og tidligste bøn, opdagede ham. Det var i den sammenhæng, at jeg sammen med min ældste bror akut rejste til Pakistan – indtil da, havde jeg ikke været i landet i 24 år.

 

Det er nu 6 år siden og det er ikke til at se eller mærke på min far, at han nogensinde fik en hjerneblødning. Han slap utroligt godt fra det. Den del af historien vil jeg ikke komme mere ind på – i stedet vil jeg vise og fortælle om min tid i landet, som jeg besøgte efter så mange år. Meget havde ændret sig og noget kunne stadig genkendes.

 

Det var på ingen måder en ferie og mange af de billeder jeg fik taget, blev gjort mens vi kørte i bil. I takt med at min far fik det bedre, gav det også overskud til at jeg kunne bevæge mig mere. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan tingene havde ændret sig og hvordan hverdagen var. Det blev derfor til mange småture i lokalområdet og når der skulle handles, tog jeg hellere end gerne til bazaaren.

 

Det var faktisk skønt, at møde familierne igen dernede og der var også andre positive oplevelser, men overordnet set var det kulturchock for mig. Jeg kan sagtens forestille mig, at tage ned til landet igen, men som turist. At kunne leve der ville jeg overhovedet ikke kunne klare. Nok er jeg født som pakistaner, men jeg er langt fra det.

Vi bor i Kharian, som også er min fødeby. Der er mange pakistanere i Danmark, som kommer fra Kharian eller nærliggende områder. Snakken går på, at det var britternes tilstedeværelse langs Grand Trunk Road, som dengang aggerede som en vigtig forsyningsrute, som var med til at skabe en bro til den vestlige verden.

 

Jeg håber du vil se og læse om billedserien med interesse og du skal være velkommen til, at efterlade en kommentar eller stille spørgsmål, på Facebook eller Instagram: