Sådan blev jeg bryllupsfotograf

I mange år har jeg arbejdet med det visuelle, men der har ikke været noget tidspunkt, hvor det bare sagde *pling* og pludselig var jeg bryllupsfotograf. Det har været en proces, som jeg vil fortælle lidt om her.

Jan, 2011: Nyhavn. Efter arbejdet blev der ofte taget omveje for, at kunne fotografere lidt inden jeg nåede hjem.

Jan, 2011: Nyhavn. Efter arbejdet blev der ofte taget omveje for, at kunne fotografere lidt inden jeg nåede hjem.

Bortset fra det legetøjskamera (med ægte film) jeg købte da jeg gik i 6. klasse og ungdomsskolens fotografhold først i 90erne, var det i 2002, at jeg købte mit første (lomme)kamera – altså udover det jeg i forvejen havde i telefonen og som dog aldrig blev brugt. Det var et impulskøb, primært fordi kameraet havde en flot farve og jeg blev bestemt ikke “fotograf” af det, selvom kameraet jævnligt blev benyttet henover de næste 6 års tid.

Det var først hen mod slutningen af 2010, at jeg for alvor tog skridtet og kastede mig ud i spejlreflekskamera verdenen. Jeg var nysgerrig og med mit arbejde indenfor 3D grafik, var der en del overlap. Det var da også derfor, at jeg en håndfuld år forinden, havde købt bøger om fotografering.  Kort efter jeg fik kameraet var der lige nogle julefrokoster hvor jeg havde det med, men ellers blev det mest til fotografering af natur, bygninger, solnedgange og den slags.

Marts, 2011: Tivolis hovedindgang

Mar, 2011: Tivolis hovedindgang

April, 2011: Solnedgang set fra Bispebjerg Kirkegård.

Der gik ikke længe, før jeg blev godt og grundigt fascineret af fotografering – måske ikke så meget af hvad jeg fangede, men mere af det med at betjene et kamera og af de tekniske aspekter ved fotografering. Heldigvis kom jeg lige så hurtigt videre fra den fase og begyndte samtidigt at savne noget mere, men vidste ikke helt hvad. Mennesker sagde mig ikke så meget, medmindre det var i form af “street photography”, som var et koncept, som begyndte at tiltale. Jeg begyndte at tænke i historier eller noget med en mening i, men uden at ville komme for tæt på folk.

Street photography viste sig overhovedet ikke at være så let, som jeg troede og det krævede også en del tålmodighed. Jeg fandt det meget grænseoverskridende, men blev samtidigt så bidt af tanken om at fange noget med historier og meninger, at jeg aktivt forsøgte at skubbe til mine grænser – det var på den måde, at jeg en dag i 2011 befandt mig i indre by i København og ved rent tilfælde opdagede Copenhagen Distortion, hvor der altid skete noget allevegne og det gav et hav af foto muligheder. Det var også et stort plus, at folk havde mere travlt med at feste, end at bemærke mig.

Jun, 2011: Copenhagen Distortion på Nørrebro. En god anledning til at hænge ud.

Jun, 2011: Copenhagen Distortion på Nørrebro. En god anledning til at hænge ud.

Jun, 2011: Copenhagen Distortion på Islands Brygge

Jun, 2011: Copenhagen Distortion på Islands Brygge. Dåsesamlernes paradis.

Den første dag blev lidt tilfældig og jeg fejlede stort. Den anden, tredje og fjerde dag satte jeg mig for, at fokusere meget på, at prøve at fange historier og stemninger og det gik bedre, følte jeg. Jeg blev så bidt af det at jeg søgte flere begivenheder, for at kunne komme ud og prøve at fange noget med “liv”. De kommende 3-4 år brugte jeg fortsat og målrettet Copenhagen Distortion som en slags workshop, hvor jeg kunne komme ud og øve mig, eksperimentere og lære noget nyt.

Ved et andet tilfælde hen mod 2012, godt hjulpet på vej af at jeg altid havde kameraet hængende ved min side når jeg var ude, som jeg altid var, opdagede jeg at min lokale minikøbmand også interesserede sig for fotografering. Vi begyndte at snakke sammen og fik via ham stiftet bekendtskab med flere af hans venner som ofte kom på besøg i forretningen, og så blev der pludseligt brugt mange timer i baglokalet på portrætter af den ene eller anden karakter. Jeg var stadig ved at udforske og jeg var stadig mest betaget af at ville fortælle, så jeg legede meget med lys og udtryk for at se, hvordan jeg kunne ændre og manipulere ved personerne.

Apr, 2012: Portræt lavet i min minikøbmands baglokale. Køkkenruller blev brugt for at dirigere lyset og begrænse lysfaldet.

Apr, 2012: Portræt lavet i min minikøbmands baglokale. Køkkenruller blev brugt for at dirigere lyset og begrænse lysfaldet.

Lidt efter lidt begyndte folk at spørge, om jeg ville tage billeder til privatbegivenheder og jeg indvilligede. Jeg så det som læringsproces – ikke kun til det tekniske – men også, at jeg ville kunne udforske mig selv yderligere. Meget af det fik lov til at køre sin egen gang og en del af udviklingen skete naturligt. Bryllupper var stadig ikke noget jeg tænkte på, men interesseren for mennesker steg og jeg kastede mig derfor også ud i studie- og model fotografering. Endnu et tilfælde gjorde, at jeg kunne komme ud til mit første rigtige bryllup via den fotoklub jeg stadig er medlem i. Jeg tog chancen, også selvom jeg forinden aldrig havde sat en fod indenfor i en kirke og det havde parret det helt fint med.

Maj, 2012: Et billede af bruden fra første gang jeg var ude som bryllupsfotograf.

Maj, 2012: Et billede af bruden fra første gang jeg var ude som bryllupsfotograf.

Jeg havde en super dag og opdagede, at et bryllup er en slags alt-i-en dag, hvor der sker meget forskelligt og netop den alsidighed passer mig helt perfekt. Sådan foretræk jeg det også med mit arbejde som 3d grafiker og man kan vel sige, at brikkerne begyndte at falde mere og mere på plads i takt med, at jeg fra det ene tilfælde til det andet kom nærmere mod bryllupper.

Jeg besluttede mig for at udforske bryllupper mere. Der var noget ved stemningerne som trak, så henover sommeren 2012 fik jeg dækket en hel håndfuld. Jeg blev mere og mere bidt af bryllupsfotografering og fik også gode tilbagemeldinger. Det var så her, jeg begyndte at tænke, om det mon var noget jeg ville arbejde mere med og begyndte at arbejde på en hjemmeside i 2013. Det betød ikke, at jeg nu vidste hvad jeg lavede og jeg var stadig usikker, men da også par med mellemøstlige og asiatiske baggrunde begyndte at henvende sig, styrkede det en del på selvtilliden.

Juli, 2012: Ane og Michael er netop ankommet til receptionen og skal videre ind til gæsterne.

Juli, 2012: Ane og Michael er netop ankommet til receptionen og skal videre ind til gæsterne.

Aug, 2012: Ude i det gode vejr med Meilan og Renke, hvis bryllup stadig er blandt mine favoritter.

Aug, 2012: Ude i det gode vejr med Meilan og Renke, hvis bryllup stadig er blandt mine favoritter.

Min “stil” er mere normal indenfor det danske, men meget anderledes, når det kommer til de mellemøstlige og asiatiske bryllupper, hvor der er større tendens til meget redigerede og meget opstillede billeder, mens det at lave naturlige øjebliks og stemningsbilleder, er et forholdsvist ukendt fænomen. Med min pakistanske baggrund kender jeg alt for godt til det og lige den slags billeder interesserede mig hverken den gang eller nu – præcis derfor betød det meget, når også etniske par begyndte at vise stor interesse for den slags billeder, jeg laver.

Maj, 2014: I Frederiksberg Slotshave i selskab med Fatos og Murat - det første tyrkiske par, hvis bryllup jeg har dækket.

Maj, 2014: I Frederiksberg Slotshave i selskab med Fatos og Murat - det første tyrkiske par, hvis bryllup jeg har dækket.

De etniske bryllupper gjorde, at jeg i høj grad måtte lære at bruge kropssprog og udstråling, så jeg kunne signalere, at folk bare skulle hygge sig og ikke stirre mod kameraet, som er alt for normalt. Det er svært at måle, men jeg synes det er en kvalitet jeg har fået og bruger det nu også til danske bryllupper, hvor jeg blandt 50 gæster “fylder” væsentligt mere end ved bryllupper med 500 gæster, som det tit er ved etniske bryllupper. En rigtig god sidegevinst har været, at jeg i dag er blevet i stand til at være mere aktiv, samtidigt med at udstråle at jeg hører til som gør, at gæsterne ikke bemærker mig særligt meget.

Sep, 2016: Louise og Kennet skærer i bryllupskagen.

Sep, 2016: Louise og Kennet skærer i bryllupskagen.

Jul, 2017: Sandra og Anders i deres smukke brudevals.

Jul, 2017: Sandra og Anders i deres smukke brudevals.

Det tog dog nogle år for mig, at vænne mig til at fotografere mennesker – de første 2-3 års tid kunne jeg bruge hen mod 1 time, før jeg var “på” og jeg tvang mig selv igen og igen, til at blive bedre. I dag nøjes jeg ikke kun med at fotografere, men forsøger at fange øjeblikkene smukt. Det er lettere sagt end gjort for der er visse ting man bare ikke har kontrol over, f.eks. hvordan feststedet ser ud, eller at der ikke er nok tid til at finde den bedste komposition i forbindelse med et øjeblik – men jeg prøver alligevel ihærdigt og det er min store ambition fremadrettet. Selvom jeg ikke tænkte på bryllupsfotografering med det samme, har bryllupper altid været noget særligt for mig og jeg synes, det skal kunne ses på billederne.

Apr, 2017: Med mange hundrede gæster kan det at lave gode og flotte billeder være som at svømme mod strømmen - men lige her, ved Sema og Ahmets bryllup, gik alt op i en højere enhed og jeg fik det ene gode skud efter det andet.

Apr, 2017: Med mange hundrede gæster kan det at lave gode og flotte billeder være som at svømme mod strømmen - men lige her, ved Sema og Ahmets bryllup, gik alt bare op i en højere enhed og jeg fik det ene gode skud efter det andet.

Det har været en spændende rejse, ikke kun på grund af det at tage billeder, men også fordi fotograferingen har udviklet mig enormt meget som person. Jeg har fået nye kvaliteter og evner og det bliver interessant at se, hvor jeg er om nogle år. I dag går jeg ikke så meget rundt med kameraet og tester og har gennem de seneste 2 år fotograferet som min fuldtidsbeskæftigelse. Bryllupper og portrætter mætter rimeligt meget, men jeg savner noget af det gamle og vil gerne finde balancen, så der også kan være plads til mere hyggefotografering.

Du skal have mange tak for at have nået helt her til. Efterlad meget gerne en kommentar.

– Fotograf Zafar Iqbal