Tjek din baggrund

Det er ikke ofte jeg står med forskellige billeder af grundlæggende det samme. Når jeg gør, kan det være sjovt eller spændende at se forskellene af forskellige årsager. Følgende 3 billeder er alle taget af mig. Det øverste med kundes iPhone 5s. Det i midten er “standard” skuddet, mens jeg ved det nederste har været mere kreativ. Ved disse billeder er det særligt baggrunden man skal være opmærksom på.

Tjek din baggrund

Mobilbilledet i toppen har mest med på billedet og er også det billede, som er mest rodet at kigge på. Bemærk træet i højre side som næsten “når hen til” nærmeste person. Billedet blev taget i modlys og uden brug af blitz. Da jeg oveni ikke kunne styre kameraet i nogen særlig grad, har jeg fået lidt for mørke ansigter – også selvom jeg har prøvet at lysne dem op i billedbehandlingen, som har været begrænset pga. den ringere kvalitet i billedfilen.

tjek_bg2

Billedet i midten er taget med længere brændvidde (mere zoom). Jeg har derfor i bedre grad været i stand til at bestemme hvad min baggrund skal indeholde. Hverken himlen eller træet er med på dette billede og den mere ensformige baggrund skaber et roligere billede – jeg har med andre ord intet andet gjort end at stille mig en anelse længere væk og zoomed ind. Jeg har her haft brugt flash til at lysne skyggesiden op. Jeg bryder mig i det store hele dog ikke om at bruge flash fra kameraets retning af, specielt fordi former let kan se for flade ud. Det kan her særligt ses på ansigterne og bukserne. At alt desuden står tydeligt samt at vi er vendt lige ind mod en bygning øger i dette tilfælde illusionen af, at billedet er fladt – dette billede er brugbart, men egentlig ikke særligt spændende at kigge på.

tjek_bg3

Ved det nederste billede har jeg haft skruet op for kreativiteten en ekstra grad. Baggrunden er her slørret og det får de små baggrundsdetaljer til at blive endnu mindre iøjefaldende – som bonus fremstår personerne som om de “popper” frem. Der er ved dette billede ikke brugt flash og at ansigterne alligevel ser fint lyse ud skyldes kort sagt, at jeg har eksponeret en anelse lysere, og ellers pga. billedbehandling.

Nogle baggrunde kan være vanskeligere at arbejde med end andre og så kan det være nødvendigt, at have nogle tricks i ærmet – men det kræver man kender sit udstyr, teknikkerne og teorierne. Mobiltelefoner skyder i vidvinkel og det betyder 2 ting: 1. man får meget med i billedet. 2. Man vil opleve øget perspektiv forvrængning i takt med, at noget er tæt på – dette kan ses tydeligst på mobilbilledet hvor træerne, som er langt væk, fylder mindst og skyggerne på græsset, som er tæt på, er længst. En anden måde at se på det er ifm. mennesker. Hvis man står tæt nok og fotograferer fra en skæv vinkel, f.eks. hovedhøjde, kan den affotograferede se ud som om vedkommende er ved at falde forover. Er du endnu tættere på, vil hovedet fremstå aflangt, kroppen være et sted i mellem og benene meget korte. Det kan være sjovt og skabe drama, men oftest er overdreven forvrængningen ikke køn når mennesker er involverede. Mit bedste tip i den forbindelse er, at fotografere fra mave/bryst højde ved helfigursbilleder. Kigger du godt efter, vil du på samtlige 3 billeder kunne se, at jeg har haft fotograferet fra en lavere højde. Den lave højde gør, at kameraet i højere grad er vinkelret i forhold til personen/erne og mindsker dermed forvrængningen – det løser ikke problemet 100%, men afhjælper en del på det.

– Fotograf Zafar Iqbal

Leave a reply

Your email address will not be published.