I går aftes begyndte min ene harddisk at lave bøvl pga. fejl eet eller andet sted. Med mere end 16.500 timer bag sig, har harddisken haft ydet en del og der er derfor ikke meget at sige til, at den nu er ved at tabe pusten. Efter lidt tjek kører den lige nu ganske fint. Erfaringer fortæller mig dog, at jeg ganske snart – meget snart – skal have fundet mig en erstatning. Ud fra mit behov og rutiner er det normalt, at jeg udskifter harddiske med 2-3 års mellemrum. Fejlen kom derfor ikke som den store overraskelse, men irriterende? Det er det.
Vi lever i en tid med elektroniske enheder allevegne og mange tænker ikke over, at det data som det ene øjeblik kan kopieres uden kvalitetstab kan være helt væk øjeblikket efter. Som bryllupsfotograf har jeg stor interesse i, at kunne bevare billeder langtidssigtet. Om man brænder dem ned på CD, DVD, laver kopier på flashdiske, alm. eller de nye SSD harddiske, står man lige vidt: intet af det holder længe nok og der behøver ikke nødvendigvis være tale om skader som kan opstå f.eks. på grund af slag og strømafbrydelser. De forskellige medier har en udefineret men begrænset holdbarhed som betyder, at selv hvis en harddisk låses inde i et pengeskab kan det data som ligger på det, være helt eller delvist væk efter nogle år.
Når jeg leverer bryllupsbilleder til kunder sender jeg altid et brev med. Her kommer jeg ind på simple instrukser mht. forsvarlig opbevaring af billeder. En hjemmebrændt kvalitets DVD kan holde i 10-15 år såfremt den opbevares forsvarligt, dvs. væk fra direkte sollys og den slags. Men de 10-15 år er ikke garanteret og jeg opfordrer derfor kunderne til selv at lave kopier, og at gøre det jævnligt med nogle års mellemrum. For lidt over 10 år siden lavede jeg backup af mit arbejde på CD. Skiverne var ulæselige efter kun 2 år. Allerede dengang lavede jeg flere backups, og mistede derfor ikke arbejdet. I øvrigt; CD mediet holder generelt dårligere end DVD.
På grund af problematikken bag bevarelsen af data leverer jeg foruden billeder på DVD, også billeder via et privat online album hvorfra alle billeder også kan tilgås. Det er reelt set en sidegevinst, at dette album gør det lettere at fremvise og dele billeder mens man er på farten. Der findes efterhånden en masse onlineservices som tilbyder opbevaring af data, men er det tilstrækkeligt eller godt nok? Nogle hopper med på vognen for at tjene hurtige penge, men er i virkeligheden ikke kompetente virksomheder. Større virksomheder kan give bedre sikkerhed, men selv de store kan lukke og slukke. Måske ikke i morgen men om nogle år. Hvad gør man så? At sætte lid til eet sted, onlineservice eller medie, er ikke sikkert nok i det lange løb.

Et kendt ordsprog lyder: rigtige mænd laver ikke backup, de græder. Jeg har mange år med IT-nørderi bag mig og lært på den hårde måde, at backups er vigtige. Jeg gør nu en del ud af, at sikre mine data ved at have flere backups som opbevares forskellige steder. Dermed er jeg bedre sikret. Fælles for dem alle er, at de bevares elektronisk og nu kommer så det ironiske: Flere i branchen mener, at den bedste måde at bevare billeder langtidssigtet på er ved at fremkalde dem. Kvalitetsfremkaldelse kan let holde 100 år, og så det er pludseligt en anden snak. Vi som mennesker er stadig bedre til, at værne om fysisk materiale end de der eet og nul taller indenfor det digitale regi.
Tag det ikke for givet at dit data ligger sikkert på f.eks. mobilen – lav mindst een kopi af det vigtigste som du også har liggende andet sted. Det er endnu bedre hvis du har en kopi et helt andet geografisk sted, f.eks. hos dine forældre. Datatab pga. medieholdbarheden er een ting, men det er jo heller ikke utænkeligt, at man bliver udsat for indbrud, brand eller andet som gør, at man mister sine højtelskede billeder.
Jeg søger stadig den ideelle løsning og såfremt jeg finder den, vil jeg til den tid tilbyde mine kunder at opbevare billeder sikkert for dem. Dermed slipper kunderne også for bekymringen om hvorvidt deres digitale billeder er sikret nok eller ej. Min nuværende løsning er ikke garanteret, men den er heller ikke så ringe igen – skulle det ske at du som min kunde har mistet billeder, kan du til enhver tid henvende dig, for det kan sagtens være jeg kan hjælpe dig.
– Fotograf Zafar Iqbal